Finlands historie strækker sig fra den tid, hvor det landområde, der nu udgør Finland, først blev beboet og til nutiden. De første spor af mennesker i Finland stammer fra perioden efter den seneste istid omkring 8500 f.Kr. Størstedelen af området var fra det 13. århundrede til 1809 en del af det svenske kongerige, indtil det blev erobret af det russiske kejserrige, som gjorde området til et autonomt storfyrstendømme. Op gennem det 19. århundrede opstod der en stadig stærkere nationalfølelse i Finland med fokus på finske kulturelle traditioner herunder musik og det finske sprog, der fremtræder meget anderledes end de store sprog i den del af Europa. Under en voldsom hungersnød i 1860'erne omkom omkring 15 % af landets befolkning, hvilket medførte nedsatte økonomiske krav fra russisk side, men gav også anledning til en udvandringsbølge.
I 1917 erklærede Finland sig uafhængigt. Umiddelbart herefter rasede den finske borgerkrig mellem de røde og de hvide nogle måneder og resulterede i sejr til de hvide. Efter at landets interne forhold var blevet stabiliseret, fulgte en økonomisk opblomstring for det på det tidspunkt overvejende landbrugsprægede land. Internationalt orienterede Finland sig mod Vesten, især Sverige og Storbritannien, mens der var spændinger i forhold til Sovjetunionen. Under anden verdenskrig medførte det to krige mellem Finland og Sovjetunionen, der endte med finsk nederlag og afgivelsen af nogle landområder, primært Karelen, til Sovjetunionen. Finland fortsatte i efterkrigstiden som uafhængig stat og var på grund af sin geografiske placering tvunget til at holde sig neutralt under den kolde krig, men var i et vist omfang bundet af krav fra den store nabo mod øst; dette forhold er siden blevet betegnet som finlandisering og bruges generelt om det forhold, at en stats underordning under en magtfuld nabostat.
I det seneste halve århundrede har Finland oplevet en rivende økonomisk udvikling, der først medførte en i forhold til andre vesteuropæiske lande sen industrialisering, som i de seneste par årtier er ved at blive fortrængt af servicefag. Landet har efterhånden opnået en status som et af verdens mest velstående lande, der blandt andet har udnyttet velstanden til at skabe et af verdens mest omfattende velfærdsstater. De senere år har landet i lighed med de fleste af de øvrige rige lande været ramt af økonomiske kriser, der har medført behov for justeringer i velfærden. Finland blev i 1995 optaget i EU og i NATO i 2023.